Det var en lørdan aften....

.... jeg sad og ventede dig....
...du lovede mig at komme vist men kom dog ej til mig ...
.... for du havde en anden kær...

Din passion?

Til gudstjenesten i Jerusalems kirken i København denne formiddag, talte præst Mai-Brit Tvilling om passionens ild. Hun spurgte blandt andet: Hvem hælder vand på dit passions bål? Altså: Hvad eller hvem gør at din passion i livet ikke vokser og er udviklende? Hvad står i vejen for dig og din vilje igennem livet. Jeg selv tænkte meget over dette efterfølgende da jeg er af den overbevisning at den gennemgående motivation for at levet livet så godt som overhovedet muligt, ligger i at vi hver især husker vores passion.

 

Hvad er du god til? Hvilke gaver har du? Hvem påvirker du ved at være den du er - og hvorfor?

 

I Kristendommen taler man om Helligånden som en ild. En flamme og en varme. Altså noget som er levende og rør sig. På samme måde er din passion noget levende som skal holdes ved lige, passes, plejes og prioriteres! Så menneske: Hvor er du (temaet for danske kirkedage) i forhold til din passion? Husker du den? Eller har andre ting fået lov at overtage dens plads?  

 

Mutti og fatter!

Ær din far og mor, så du kan få et langt og godt liv i det land, Herren din Gud giver dig. (2. Mos:12)

Sådan lyder et af budene fra mosebøgernes ti bud. 
Jeg husker så klart at i standupshowet/teaterstykket Biblen af Rune Klan, Linda P og Jonathan Spang, synger Tue track og Blæs Bukki om de ti bud. De formulerer dette bud som: "...Og så sender du lig' en besked til din' forældre, ik'?" 
Jeg har hele mit liv haft et tæt forhold til mine forældre. Navnligt min mor - nogen gange tager det endda lidt overhånd. For eksempel så jeg i dag at de sidste tre opslag på min facebookvæg er fra min mor. Derudover ved min mor alt om, hvad jeg føler og laver - fordi jeg vælger at fortælle hende alt. Omvendt er min mor så cool og VOKSEN at hun deler de ting med mig som er relevante for mig men aldrig ting som gør at rollefordelingen bliver ustabil, og dét er forældrejobbets vigtigste element. Når man kan finde ud af at være mor og ikke "blot" veninde! At være mor er langt større end et venskab - Ihvertfald for mit vedkommende.  
Jeg betragter mine forældre som mine rollemodeller. Både livsmæssigt, trosmæssigt og i kærlighedslivet. For at sige det kort: Jeg syntes mine forældre er for vilde til at leve livet "rigtigt"!

I denne seneste tid har jeg været ekstra stolte af dem, idet de karrieremæssigt rocker. 
Mor, som det ses på billedet nedenfor har været med til at arrangere Danske kirke dage i Aalborg og har været med til at afholde åbningsgudstjenesten og haft gudstjeneste i en folkekirke og været så sej. Derudover er hun blevet headhuntet til at være regionsleder i Sverige. Mor er så dygtig til at være kvindelig præst - Hun er god til at gå i forrest, i det nogen gange besværlige job det er, og hun gør det på så fin en måde! Derudover er hun en vanvittig dygtig menighedspræst med alt hvad det indebærer.
Far er en nørd, men ment på den mest positive måde! Far brænder for sit felt indenfor præsteerhvervet, hvor han begraver sig i bøger til op over begge ører. Lige for tiden forsker far i sammenhængen mellem metodistkirkens fader John Wesley og den danske teolog Grundtvig. Derud over kan man lige disse uger se far på youtube.com i klip om metodistkirken.  

     

 Far Jørgen til landsmøde 2013 

Mor Charlotte til Danske kirkedage 2013  

Mor og far er nogle fantastiske og smukke forældre. I skrivende stund har jeg ikke nogen telefon eller computer så jeg kan ikke rigtig "lig' sende dem en besked"

Derfor er dette inlæg til ære for dem - Kære mor og far: Det her er blevet vanvittigt sukkersødt men I gør jeres job til en 12'er. Kh Pip, Datterbarnet, Marolle og så videre! 

Landsmøde 2013

 I bededagsferien var jeg og mange andre metodister til landsmøde i Holstebro på idrætsefterskolen Lægaarden. Her blev jeg præsenteret som kandidat til at starte studier med henblik på at blive metodistpræst. Det var en enormt dejlig weekend blandt venner og familie og Helligånden var i sandhed i blandt os. 

Når man er til store møder og konferencer sammen har man også muligheden for at grine sammen som fællesskab og som "familie". På billedet ovenfor ses min faktiske familie, nemlig mor og far som i en leg skulle forsøge at komme fra hinanden uden at tage de fastbundende reb af hænderne. 

Min elskede moder konkluderede hurtigt at hun slet ikke havde lyst til at være med i den leg da hun ikke VIL skilles fra min far. Et ægteskab jeg altid har betragtet som ideelt. 

Så meget mere end en tatovering

SÅ fik jeg lavet min længe ventet tatovering på min arm. Jeg har helt bevidst valgt at få den et sted hvor den KAN ses i dagligdagen. Jeg er ikke typen der går med smykker, andet end mine sædvanlige ørestikker. Alligevel vil jeg gerne kunne vise og normalisere det at være kristen og faktisk retså "seriøs" omkring det. Jeg oplever tit, og jeg mener virkelig tit, at folk i en god brandert (fordi så er det oftest nemmere at tale om de mere tunge emner) kommer og snakker tro med mig og fortæller at de selv har en personlig tro og et stærkt Gudsforhold. Ofte har folk fået deres fingre i klemme i en eller anden kirke eller et andet trossamfund eller i forhold til en præst. Andre har folk den opfattelse at det at være kristen, og ja også for alvor, er et tabu. Jeg oplever tit at mennesker omkring mig gradbøjer tro. For eksempel: "Jo jeg tror på Gud men jeg er altså ikke sådan mega kristen!" eller "Jamen hun har også nogle forældre som er meget troende" eller "Er du så meget troende sådan så du går i kirke hver søndag?" 

 

Nu har jeg altså fået skrevet mit elskede Magnificat på armen i en smuk håndskrift (Min kære moars) Magnificat er som tidligere indlæg det første ord i Marias lovsang Luk 1:46-56.

  46 Da sagade Maria:

Min sjæl ophøjer Herren

47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! 

 

Man kan da ikke have et meget smukkere budskab stående et sted på kroppen? I hvert fald ikke efter min mening. Et kors er et symbol eksempelvis på kristendommen da Jesus Kristus (den korsfæstede) døde på sådan et. Og forresten, hvilket jo er det vigtige på 3. dagen opstod. Yay.

Dette statement, altså tatoveringen, er en personlig stillingtagen til Jesu frelse og Guds planer med os. 

For mig er signalværdien i denne tattoo mere end at jeg tør blive tuschet et sted, hvor det kan ses, at jeg holder af min mor og at jeg har et kald. Det er et udtryk for at det er OKAY og smukt at være ung og kristen i Danmark ano 2013.

 

Mange tak til den meget dygtige tatoverer Peter som arbejder ved meatshop tatto på strøget i København!    

 

Saltmandler for alle pengene

Sådan ser de ud. Lækre og saltede. Mit personlige tip: Brug Læsøsalt!  

En grå og kold onsdag

I dag har jeg læst og forberedt mig på mit bachelor projekt, lavet oplæg om frikirker og ryddet op i det lille hjem. Lige nu er jeg igang med at lave saltmandler. Det skulle være ret nemt, i følge opskriften fra http://www.thefoodclub.dk/mandler-saltbad/.

Jeg vender tilbage med resultatet snart....